lørdag den 25. oktober 2014

Liberale muslimer - en sød lille historie fra Libanon

Den sidste måneds tid har Libanon været scene for en lidt speciel konkurrence mellem de to muslimske terrorgrupper al-Nusra Fronten og Den Islamiske Stat. Konkurrencen går ud på, hvem der kan prale af at tiltrække flest sunnimuslimske desertører fra den Libanesiske hær. Som den slags sig hør og bør sker praleriet via videoer, som terrorgrupperne lægger på nettet. Den 11. oktober lagde medlemmer af Den Islamiske Stat følgende video online med desertøren Abdul Qader al-Kaddoumi (logo i øverst venstre hjørne er et medies, ikke IS´):



Det var dér, det gik galt for Den Islamiske Stat (IS). Ifølge libanesiske medier var videoen optaget med en mobiltelefon, og mobiltelefoner har en tendens til at mærke billeder og videoer ikke bare med hvor og hvornår de er optaget, men også med hvilken telefon de er optaget med. Derfra var det bare et spørgsmål om at finde ud af hvem der ejede netop den telefon der optog videoen, så havde myndighederne fat i IS-cellen. I torsdags stormede libanesiske sikkerhedsstyrker en lejlighed i byen Asoun, dræbte tre terrorister og tog cellens leder til fange. Blandt de dræbte var desertøren Abdul Khader al-Khaddoumi.

Under afhøring af Ahmed Salim Miqati, den anholdte leder, kunne han blandt andet fortælle at hans celle sammen med en anden celle havde planlagt terrorangreb mod shiamuslimske fejringer af Ashura-højtiden på mandag. Som sådan intet nyt.

Ahmed Salim Miqati
Der hvor det blev interessant var, da politiet begyndte at kigge i hans telefon, og opdagede at han havde koordineret deserterings-videoerne med en mand ved navn Khaled al-Daher via app´en WhatsApp. Miqatis telefon viste en strøm af videoer fra terroristen til al-Daher, mens al-Daher sendte opildnende besker den anden vej. Det interessante består her i, at Khaled al-Daher er parlamentsmedlem, ikke for et islamistisk parti, men for det officielt liberale parti al-Mustaqlal ("Fremtids-bevægelsen"). Dahers parti er medlem af den Liberale Internationale, hvor også de danske partier Venstre og Det Radikale Venstre, og for den sags skyld den islamkritiske hollandske politiker Geert Wilders´ parti VVD, sidder. Nu har de så noget at tale om ved næste møde.
 
Historien om Daher´s forbindelse kommer ikke helt som en overraskelse for libaneserne. Terrorgruppen Hezbollah og de andre pro-syriske grupper i landet har gentagne gange været leveringsdygtige i konspirationsteorier om, at al-Daher og hans parti opbyggede og bevæbnede radikal-muslimske grupper som del af magtkampen i Libanon. Første gang konspirationsteorierne rigtigt kom ud over den libanesiske grænse var, da den libanesiske regering var nødt til at sætte hæren ind mod terrorgruppen Fatah al-Islam i sommeren 2007. Det kostede 480 mennesker livet, deriblandt 168 soldater. Dengang leverede prosyriske medier historien om, at al-Mustaqlal  havde opbygget Fatah al-Islam som modvægt til Hezbollah, men så havde mistet kontrollen med gruppen. Alt sammen på ordre fra USA.
 
Seneste mutation på konspirationshistorien går ud på, at al-Mustaqlal (igen på ordre fra USA - USA står bag alt) har organiseret de muslimske ekstremister, der for tiden kæmper mod Assad-regimet i Syrien. Og altså, at Den Islamiske Stat i yderste konsekvens er skabt af USA.
 
Hidtil har man trygt kunnet ignorere de historier som 100% løgn fabrikeret af Iran, Assad og Hezbollah, for der har ingen substans været i dem. Med afsløringen af forbindelser mellem Den Islamiske Stat og Khaled al-Daher er det blevet en lille smule sværere.
 
Læs mere:

onsdag den 22. oktober 2014

Overblik: Boko Haram-kontrollerede områder

De færreste danskere har nogen nærmere fornemmelse for nigeriansk geografi, så man kan tilgives for at tro, at den muslimske terrorgruppe Boko Haram med sine barbariske angreb på ikkemuslimer (og en hel del muslimer) er et generelt nigeriansk problem. Det er ikke tilfældet. Selv om deres terrorangreb har ramt det meste af det nordlige Nigeria, så er det meget begrænset hvad terrorgruppen har kunnet gøre i den sydlige, kristne, halvdel af landet.

De deciderede erobringer af byer fra det nigerianske militær, som nyhederne har været fyldt med hen over sommeren, er (endnu) noget der kun hører det nordøstlige, muslimske, Nigeria til. I sidste måned opgjorde den katolske kirke i Nigeria de Boko Haram-kontrollerede bye som følger ("Nigeria: 25 towns under the control of Boko Haram - Catholic Church", allAfrica.com d. 18. september 2014):

The Catholic church yesterday gave a list of 25 towns in three North-eastern states of Borno, Yobe and Adamawa, presently under the control of the outlawed terrorist group, Boko Haram.  
The towns include: Damboa, Buni Yadi, Madagali, Gwoza, Gujba, Gulak, Bama, Gulani, Shuwa, Marte, Kukawa, Michika, Dikwa, Bularafa, Bazza, Gamboru Ngalla and Buni Gari.  
Others are Banki, Bara, Pulka, Bumsa, Ashgashiya, Taltaba, Limankara and Njibulwa.


Hos Council of Foreign Relations har John Campbell bloggen Africa in Transition. En Thomas Zuber har lavet et kort til ham over Boko Haram-kontrollerede områder, baseret på informationerne ovenfor (2 af de 25 byer er ikke gengivet). Kortet viser klart Boko Harams strategi med at omringe storbyen Maiduguri, der har 1,2 millioner indbyggere:



Hvis Boko Haram indtager byen bliver det ikke første gang i år, en muslimsk ekstremistgruppe erobrer en storby. I starten af juni tog Den Islamiske Stat storbyen Mosul (1,8 millioner indbyggere) i Irak. I Libyen faldt Benghazi (700.000 indbyggere) til Benghazis Revolutionæres Shura-råd sidst i juli, og i Yemen erobrede shiamuslimske ekstremister fra Ansar Ullah (Allahs Hjælpere) hovedstaden Sana´a (1,9 millioner indbyggere) i september. Maiduguris fald ville altså bare være det seneste i en række.

Undergravende virksomhed - Vanity Fair om Hamas´ terrortunneller ind under israelske landsbyer

En omfattende artikel, der samler det meste om emnet. Ifølge afhøringer af Hamas-folk planlagde terrorgruppen at sende 200 terrorister ind under grænsen under det jødiske nytår, for at myrde så mange jøder som muligt, og tage de overlevende som gidsler. Der kom en israelsk anti-terror-operation i vejen. Fra artiklen "Did Israel Avert a Hamas Massacre?":
...according to Dr. Daphné Richemond-Barak, a law professor and leading authority on asymmetric warfare, Iron Dome may have had an unanticipated consequence for Israel. During the system’s debut, in a previous clash in 2012, she says, “Hamas saw how well Iron Dome worked in shooting down incoming rockets. They needed a new way to terrorize Israel. The tunnels gave them that.”...  
By 2012, when Egypt elected Mohammed Morsi (the head of the Muslim Brotherhood—and a Hamas ally), Hamas was riding high. It had significantly expanded the scope and use of what has come to be known as “subterranean Gaza,” even creating a special engineering unit within its Al-Qassam Brigades to handle tunnel excavation. 
In addition, Hamas created a secret commando unit, called Nukhba (the “selected ones”), and trained its men to fight and maneuver through the tunnels on foot and on small motorcycles. …. “They were an elite force . . . [trained] to execute strategic terrorist attacks. . . . [For the eventual operation, they would be] heavily armed: R.P.G.s, Kalashnikovs, M-16s, hand grenades, and night-vision equipment.” To maximize the element of surprise, they would wear—as can be seen from their own videos—I.D.F. uniforms, including mitznefet, the distinctive helmet covers worn by Israeli soldiers... 
A year ago, that challenge was thrown into sharp relief as workers at Kibbutz Ein Hashlosha, which sits on the border with Gaza, heard digging underground and called in the I.D.F. A week later, officials announced the discovery of a massive tunnel located some 50 feet below the surface. It ran a mile and a half from the village of Abbasan Al-Saghira, in the Gaza Strip, and ended on or, rather, under, the kibbutz’s doorstep...
Our escort, Captain Daniel…explained, “They had a specific plan: 20 to 30 terrorists would emerge from the opening of the tunnel and attack the residents of Ein Hashlosha [the nearby kibbutz].”…
Last March, another tunnel was uncovered, penetrating three times farther into Israel. By April, the Shin Bet tells Vanity Fair, Israeli officials firmly believed something big was in the works…
“Hamas had a plan,” says Lt. Col. Lerner, summarizing on the record what six senior intelligence officials would describe on background. “A simultaneous, coordinated, surprise attack within Israel. They planned to send 200 terrorists armed to the teeth toward civilian populations. This was going to be a coordinated attack. The concept of operations involved 14 offensive tunnels into Israel. With at least 10 men in each tunnel, they would infiltrate and inflict mass casualties.” 
As a senior military intelligence official later explained, the anticipated attack was designed with two purposes in mind. “First, get in and massacre people in a village. Pull off something they could show on television. Second, the ability to kidnap soldiers and civilians using the tunnels would give them a great bargaining chip.” … 
All told, Israeli military and intelligence sources say that they found and destroyed 32 tunnels within Gaza, 14 of which crossed into Israel, and believe that they managed to stave off a mass terror attack. Still, Hamas fighters, before it was all through, succeeded in using its underground network to emerge inside Israel and pull off several brazen attacks that claimed the lives of 11 I.D.F. soldiers.


Ialt fandt israelske styrker 14 terrortunneller, som Hamas havde gravet ind under den israelske grænse. For det meste opdagede israelerne tunnellerne før de kunne bruges til terrorangreb, men i fire tilfælde kom det til kampe, der ialt kostede 11 israelske soldater og et ukendt antal terrorister livet.

Læs mere:

søndag den 12. oktober 2014

Bølge af anholdelser i syrisk Kurdistan - og lidt om kristne selvforsvarsgrupper i regionen

Ifølge Syrian Observatory of Human Rights (SOHR) har den kurdiske sikkerhedstjeneste Asayish foretaget en bølge af anholdelser i den nordøstlige Hassakah-enklave. Ifølge SOHR er målet unge mænd mellem 18 og 30, der måske/måske ikke skal tvinges til at være soldater for den PKK-nære milits YPG ifølge en ny lov. De unge vil blive spærret inde indtil YPG har fundet ud af om de kan bruge dem, og først løsladt når både de og deres forældre har underskrevet "løfter" - løfter om hvad fortæller SOHR ikke, og artiklen siger heller ikke noget om hvad der sker med forældrene hvis deres sønner flygter.
 
På overfladen en klapjagt på militærnægtere som sådan. Skal jeg være ærlig, så tror jeg mere det er et forsøg på at få hånd i hanke med våbenføre typer, der er oppositionelle i forhold til marxistiske PKK, deres syriske aflægger PYD, og dennes milits YPG. Alle tre er militant nationalistiske organisationer - kurdisk-nationalistiske vel at mærke. Pressemeddelelsen fra Asayish, som SOHR citerer, nævner specifikt, at målet for anholdelsesbølgen både er "Arab, Kurd and Syriac". Arabere skal altså tvinges til at kæmpe for en kurdisk-nationalistisk organisation, som de ikke har lod eller del i. Det vil uden tvivl føre til flere rekrutter til Den Islamiske Stat, der i forvejen har stor succes med at spille på lokale araberes had til kurderne.
 
Det stiller sig anderledes med de unge, der omtales som "Syriac". Når Asayish taler om unge med "Syriac"-baggrund, så refererer det til Syriens og Iraks oprindelige kristne, aramæisk-talende befolkning, der i Hassakah-området har deres egne væbnede organisationer. Først lidt baggrund:

Siden den arabisk/muslimske invasion i 600-tallet har arabiske bosættere i stor stil fortrængt de aramæisk-talende indfødte til knapt så attraktive områder i periferien af regionen, i bjergegne eller ufrugtbare områder. Jeg havde egentlig tænkt mig at nævne dem i min tidligere blogpost om arabisk imperialisme og hvordan Det Arabiske Forår har givet de indfødte luft til at kæmpe mod de arabiske bosættere, men lod være da deres modstand var minimal. Det kan jeg så rette lidt op på nu. Først et kort over hvor de aramæsik-talende kristne bor henne:
 
Arabisk er markeret med gult, kurdisk med brunt, tyrkiske sprog med lyserødt. Områder hvor der lever folk der taler sprog af den nordvest-semitiske gruppe er markeret med blåt, og for tydelighedens skyld har jeg sat røde cirkler omkring dem. Det er hvad der er tilbage af den ikke-arabiske oprindelige befolkning her. Hebræisk mod vest i Israel hører til gruppen kanaanæiske undergruppe, mens de andre sprogøer er aramæiske.
Kortet er desværre lettere forældet - de aramæiske øer nederst til højre blev fordrevet af Saddam i 1990erne, øen nord derfor er stort set affolket fordi de kristne er presset til udvandring, og i nord-Irak har Den Islamiske Stat fordrevet en stor del af aramæerne her. Den lille blå ø i det sydvestlige Syrien, lige nordøst for Israel, blev stort set udrenset, da sunnimuslimske arabiske oprørere erobrede området sidste år. Syriske regeringsstyrker har stort set generobret området i år, men de fleste aramæere sidder idag i flygtningelejre i Libanon.
 
De eneste områder hvor kristne har kunnet holde sig har været hvor de har kunnet støtte sig til de forholdsvist moderate og tolerante kurdere. Det har givet dem fred til at skabe selvforsvarsstyrker, der generelt støtter kurdiske styrker hvor de kan. I det nordøstlige Syrien er den lokale kristne selvforsvarsstyrke organiseret af Syriac Union Party, der har organiseret en 1.000 mand stærk politistyrke ved navn Sutoro, der kontrollerer en række kristne landsbyer, og mest virker som politistyrke der indskrænker islamistiske gruppers bevægelsesfrihed. En lille youtube-video hvor journalisten interviewer Sutoro-medlemmer før og under en patrulje (engelske undertekster):



Sutoro, der er bundet til lokalområderne som de patruljerer, har fået en mobil militær overbygning, nemlig Syriac Military Council, der fungerer som en flere hundrede mand stærk væbnet milits til militære operationer, med eget militær-akademi. Den har støttet YPG i flere offensiver, senest ind i Irak, hvor YPG kom de etnisk kurdiske Yezider til undsætning, da Den Islamiske Stat var igang med at forrette folkemord på dem. Deres Facebook-side er her.

Sutoros og Syriac Military Councils logoer ses forneden (billeder lånt fra Wikipedia),

 
 
I Irak fandtes der indtil august måned en kristen milits ved navn Qaraqosh Protection Committee. Den blev oprindelig oprettet i 2008, da der stadig var amerikanske styrker i landet, og kontrollerede frem til juni i år en stribe byer og landsbyer i det aramæiske kerneland i trekanten mellem Tigris- og Store Zab-floderne nordøst for Mosul. Da den Islamiske Stat (IS) angreb området i juli 2014 kom kurdiske styrker (Peshmerga) i første omgang de kristne til undsætning, men flygtede 6. august fra byen uden at give befolkningen eller militsen besked. Dagen efter erobrede IS Qaraqosh, militsens hovedkvarter, hele området kristne befolkning flygtede, og militsen lader til at være gået i opløsning. Sidste gang jeg kan finde den omtalt to dage før Qaraqosh faldt.
 
Det er en lektie, regionens kristne har måttet lære igen og igen: man kan kun stole på sig selv. Derfor gik der kun fem dage, før Assyrian Democratic Movement d. 11. august oprettede en ny selvforsvarsstyrke, Dwekh Nawsha. Navnet er aramæisk for "De der ofrer sig". Da Kuwait Times talte med dem i slutningen af september var den kristne milits 100 mand stærk, men med en styrke på over 2.000 frivillige der stod på spring til at komme med - manglen på våben og udstyr er udtalt. Styrken gør endnu mest i at patruljere forladte kristne byer (befolkningen er i stort omfang flygtet til Kurdistan) for at IS ikke skal bruge dem som baser. I disse tider er militsen selvfølgelig repræsenteret på de sociale medier - både Facebook, Youtube og Twitter.

Billede lånt fra Dwekh Nawsha´s Facebook-side.
 
En lille video af to journalister, der har været på patrulje med Dwekh Nawsha:
 


Læs mere:

lørdag den 11. oktober 2014

Journalisten, terroristen, og det fimsede selskab

Trykkefrihedsselskabet lagde i april en artikel af journalisten Jeppe Juhl online. Titlen var "Skyd budbringeren", og emnet var den refleksmæssige mani med at nedgøre koldkrigshistorikeren Bent Jensen og hans arbejde, som mange journalister har. En lille bid:

Nogle ganske få dage før Bent Jensens værk om Den Kolde Krig i Danmark: ”Ulve, får og vogtere” udkom, var jeg inviteret til en privat middag, hvor otte ud af ni af gæsterne var journalister. Alle sammen ganske toneangivende og ”kendte” i branchen.
 
På et tidspunkt drejede samtalen over på Bent Jensen og hans kommende udgivelse.
 
Jeg vil nænsomt spare læserne for alle de rygmarvsreaktioner, den uvidenhed og de idiosynkratiske bemærkninger om Bent Jensens person i almindelighed og om den ulæste (!) bog i særdeleshed, som samtalen affødte, og i stedet kort postulere, at de levede ualmindelig pænt op til den myte om professoren, som Bent Jensens mange fjender med en vis succes har fået cementeret som almengyldige sandheder i de såkaldt progressive kredse:
 
Nemlig, at Center For Koldkrigsforskning var et bestilt borgerligt ”hatchet-job”, hvor konklusionen var givet på forhånd, og at lederen af det hedengangne CFKF er en korstogsfarende koldkriger, der udøver skinger heksejagt på de danskere, der bekendte sig til socialismen under Den Kolde Krig, ved at bedrive tendentiøs historieforskning og selektiv kildekritik.
Denne myte er en dokumenterbar løgn.
 
Samtalen, der altså tog sit udgangspunkt i løgnen, var derfor aldeles ulidelig i al sin indforståede, fimsede og uvidende form, og jeg tror vist nok, jeg gjorde mig ganske upopulær ved aggressivt at adressere nogle af de største tåbeligheder, hvilket jeg naturligvis vil skide på.
 
For nu at sige det på letforståeligt dansk.
 
Artiklen fortjener egentlig at læses i sin helhed, så gør det endelig her. Jeppe Juhl forsøger at indkredse, hvad det er, der motiverer journalisternes angreb på fakta. Han kommer selv med flere forklaringsmuligheder, blandt andet denne:
 
En anden forklaring ligger i, at flertallet af Bent Jensens kritikere er opvokset i den dræbende skygge af det forkvaklede såkaldte ungdomsoprør, hvor marxismens validitet ikke stod til diskussion, men var en del af den ilt, alle med vold og magt skulle indånde overalt på de højere læreanstalter....
 
Som værten til føromtalte middag ved en tidligere lejlighed underholdende har berettet om sit første semester på historiestudiet på Århus Universitet (1981):
 
”Das Kapital var den første bog på listen over bøger, vi skulle købe. Derudover så stod valget mellem følgende fire emner: Arbejderbevægelsens historie i Danmark, arbejderbevægelsens historie i England, arbejderbevægelsens historie i Tyskland og … arbejderbevægelsens historie i Frankrig.”
 
Den citerede person droppede sidenhen sine historiestudier og blev Danmarks mest prisbelønnede journalist nogensinde.
 
Da jeg havde læst Jeppe Juhls artikel færdig sad jeg tilbage med en let irritation over ikke at vide, hvilke journalister der var med til selskabet. Så jeg kunne holde øje med om de manipulerede i deres nyhedsdækning, forstås. Den uvidenhed er der heldigvis råd for, i hvert fald med hensyn til værten. Det, han citeres for at have berettet tidligere kan man nemlig ordret finde i en artikel i Information, hvor journalisten Anders Peter Mathiasen fortæller om dengang han flyttede til Aarhus for at studere historie. Og Anders Peter Mathiasen er netop Danmarks mest prisbelønnede journalist nogensinde - så vidt jeg ved den eneste der har vundet Cavling-prisen to gange. Den første Cavling-pris fik Anders Peter Mathiasen sammen med netop Jeppe Juhl - de vandt den i slut-80erne for deres gravearbejde i Stadsarkitektens Kontor for Ekstra-Bladet.
 
Anders Peter Mathiasens artikel i Information er nu ikke kun interessant på grund af beskrivelsen af pensum på historiestudiet i Århus, for den beskriver også generelt hele perioden hvor han var aktiv i det venstreradikale miljø i Århus samt, som artiklens overskrift fortæller, "Dengang jeg fik en terrorist som nabo". Artiklen er samtidig det perfekte eksempel på, hvorfor jeg gerne ville kunne navngive samtlige journalister i middagsselskabet. På den ene side giver den et indblik i det betændte venstreorienterede miljø dengang, som vi ikke ville have fået hvis han ikke skrev artiklen. På den anden side sidder man tilbage med spørgsmålet om, hvorfor i alverden Anders Peter Mathiasen som stjernejournalist har hemmeligholdt  historien om en venstreorienteret dansk terrorist i tredive år, når han nu tydeligvis ved hvem manden er. Og hvorfor han stadig hemmeligholder navnet.

Hvilke terrorister selskabets andre otte journalister måske/måske ikke har dækket over i tredive år kan  man jo så spekulere lidt på.

Lidt om kampene om Ayn al-Arab/Kobani/Ayn al-Islam

For tiden skriver danske medier en del om kampene i den syriske by Ayn al-Arab mellem kurdiske styrker og styrker fra Den Islamiske Stat. Hvis du, kære læser, ikke har hørt noget om det, så er der en enkel grund: stort set alle medier ignorerer byens officielle navn, Ayn al-Arab ("Arabernes kilde"), og kalder den istedet ved dens kurdiske navn, Kobani. Dermed vælger journalisterne reelt side i kampene, men det er et emne til en anden blogpost. Først lidt graveri i navnet.

Oprindeligt (dvs for lidt over 100 år siden) var området hvor Ayn al-Arab/Kobani idag ligger tyrkisk-kontrolleret steppeland med en befolkning der primært bestod af kurdiske nomader. Alle områderne sydfor - Syrien, Irak og store dele af Saudi-Arabien og Yemen - var dengang tyrkiske kolonier, og tyrkerne ville gerne udnytte ressourcerne bedre. Det krævede infra-struktur, og den var tyske finans-og industrimænd klar til at bidrage med. I 1903 begyndte de derfor at bygge en jernbane fra Konya i den sydlige del af vore dages Tyrkiet til Baghdad.

Langs strækningen var der meget lidt der mindede om bymæssige bebyggelser som man burde placere jernbanestationer i, så nogle blev bare placeret på åbent land. I 1912 var det tilfældet med en station, der senere blev til Ayn al-Arab/Kobani. Den første bymæssige bebyggelse blev grundlagt af kristne armeniere, der flygtede fra det folkemord, muslimske tyrkere og kurdere udførte på dem i 1915 længere nordpå. Lokale kurdere kom efterhånden til, og opkaldte byen efter jernbaneselskabet - Kompagnie blev hurtigt forvansket til "Kobani". Også på anden måde afgjorde jernbanen byens skæbne: efter 1. Verdenskrig overtog Frankrig kontrollen med Syrien, og da Syriens nordgrænse skulle fastlægges skete det på den enkle måde, at man lod den følge jernbanens sydside. Kobani lå syd for jernbanen, altså blev byen syrisk. Senere, da franskmændene forlod Syrien, fik syriens arabere (80% af befolkningen) kontrol med staten, og påtvang den ikke-arabiske by et arabisk navn, nemlig Ayn al-Arab. De næste 80 år måtte kurderne så trækkes med generelt ret hårdhændet arabisk undertrykkelse, siden 1960erne repræsenteret ved de to diktatorer Hafez og Bashar al-Assad (hhv far og søn). For at få en idé om kurdernes udbredelse i Syrien, se venligst kortet nedenfor.

Udsnit af et kort over Syriens etniske sammensætning, som jeg har planket fra Gulf/2000-projektets enestående kort-samling, der er skabt af Dr. Izady. Områderne som kurderne levede i er markeret med brunt, mens gult er sunnimuslimske arabere, og andre etnisk/religiøse grupper har fået andre farver.

Undertrykkelsen af kurderne varede ved indtil den syriske statsmagt begyndte at gå i opløsning fra 2011 og frem. Efterhånden som demonstrationer udviklede sig til opstande og direkte væbnet oprør havde Assad-styret brug for alle soldater de kunne skrabe sammen til at nedkæmpe det primært sunnimuslimsk arabiske oprør med. Det fik følger i syrisk kurdistan i sommeren 2012. Den syriske ledelse havde i årtier støttet den kommunistiske kurdiske guerilla/terrorgruppe, der opererede i Tyrkiet, og da den syriske regering havde brug for sine tropper alle andre steder end syrisk kurdistan lavede regeringen og PKK en studehandel: regeringen trak tropperne ud så de kunne bruges til at undertrykke arabere andre steder, og til gengæld sørgede PKKs syriske afdeling, PYD, for at oprette en kurdisk milits (YPG), der kunne kontrollere de kurdisk-beboede områder i Syrien, så oprørerne ikke kunne komme til.

Officielt fremstillede YPG sig som en oprørsgruppe, men reelt var der permanent våbenstilstand mellem Assad-styret og kurderne, og Assad-styret beholdt kontrollen over store dele af de store byer Qamishli og Hassakah i NØ-Syrien. Samtidig foretog YPG konstant væbnede angreb på oprørsgrupper der tilfældigvis kontrollerede områder hvor der boede kurdere. Det gjorde kurderne i YPG stort set universelt forhadte blandt oprørerne.

Eneste forskel var den kurdisk-dominerede oprørsgruppe Jabhat al-Akrad, der undgik YPG/PYDs dominans, og sad på magten i en del landsbyer nordøst for storbyen Aleppo. Se kort forneden.

 Kurdisk-befolkede områder er brune. På kortet er de tre YPG/PYD-kontrollerede enklaver Afrin, Kobani og Hassakah markeret med sorte cirkler, mens Jabhat al-Akrads højborg er markeret med en rød cirkel. Kortet er som ovenfor fra Gulf/2000-projektets enestående kort-samling, der er skabt af Dr. Izady, denne gang dog suppleret med fire cirkler af mig.













Denne situation forblev reelt uændret indtil vinteren/foråret 2014. Årsagen til, at kurderne slap ud af isolationen skal man finde tilbage i 2012.

Al-Qaedas aflægger i Irak, Den Islamiske Stat i Irak (ISI), havde i 2012 oprettet en aflægger i Syrien, der ikke officielt skulle trækkes med at være aflægger af al-Qaeda. Den fik derfor navnet al-Nusra-fronten, og fremstod som en selvstændig organisation, der fortiede at det var ISI der finansierede og bemandede dens styrker. De syriske oprørere, der i forvejen selv hovedsageligt var islamister, havde ingen kvaler med at samarbejde med gruppen, men i løbet af 2013 opstod der indre spændinger i Nusra-fronten. Moder-organisationen ISI ville have, at Nusra officielt skulle stå frem som del af ISI, der til lejligheden skiftede navn til Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS). Modsat hvad der var planlagt nægtede Nusra-fronten at gøre det, og revnede i processen. Langt de fleste af frontens ikke-syriske krigere valgte at forblive loyale mod ISIS, der nu officielt var stærkt til stede i Syrien. Al-Qaedas overkommando i Pakistan ville ikke have to officielle aflæggere i Syrien, og forsøgte at beordre ISIS til at lade Nusra-fronten være i fred og holde sig hjemme i Irak. Mod al forventning ikke bare nægtede ISIS at adlyde, men reagerede ved at løsrive sig fra al-Qaeda.

Hen over sommeren og efteråret 2013 holdt både Nusra-fronten, ISIS og de andre oprørere masken og sloges sammen mod YPG og Assad. I løbet af efteråret blev det dog tydeligere og tydeligere, at ISIS brugte mere energi på at overtage andre oprørsgruppers områder end reelt at bekæmpe Assad, og det hele kulminerende i januar 2014, da samtlige oprørsgrupper havde fået nok, og gik til angreb på ISIS. Siden har ISIS - siden omdøbt til bare den Islamiske Stat (IS) ligget i krig med samtlige parter i Syrien, fra kurderne over oprørerne og al-Qaeda-aflæggeren Nusra-fronten til Assad-regimet. Mens det til at starte med betød taktiske nederlag for IS, så har gruppen fra marts og frem set en stribe stort set uafbrudte sejre på slagmarken mod samtlige fjender. Herunder har IS erobret den kurdisk-befolkede region nordøst for Aleppo, og stort set knust Jabhat al-Akrad, så YPG/PYD sad tilbage med et monopol på at repræsentere kurderne i Syrien. Til gengæld var Kobani-enklaven nu også stort set omringet af IS-kontrolleret område. I starten af august 2014 så magtfordelingen i nord-Syrien nogenlunde sådan ud:

 IS-kontrollerede områder er grå, kurdisk-kontrollerede områder er gule. Jeg har slået en rød ring om Kobani-området, og selv byen Kobani er den runde gule plet på grænsen til Tyrkiet. Oprørs- og Assad-kontrollerede områder er hhv grønne og røde. Kortet er et modificeret udsnit af et kort lavet af twitter-brugeren @deSyracuse, en fremragende kortmager med Syrien som emne.
Det mørkt farvede områder er de, der er forholdsvist tætbefolkede, og derfor de som kampene står om. Som det kan ses udgør de IS-kontrollerede områder et stort U, der omkranser Kobani-enklaven og to oprørs-kontrollerede enklaver. Begge ender på U´et er stærkt omkæmpede - i den østlige ende har YPG ad flere omfange angrebet IS i større offensiver for at komme frem til Kobani-enklaven, og i den vestlige ende af U´et slås IS med både oprørerne, Jabhat al-Akrad, YPG/PYD og Assad-styrkerne. Det er altså af afgørende vigtighed for IS at kunne flytte styrker hurtigt mellem begge spidser af U´et. Den hurtigste måde at gøre det på er ved at flytte tropperne via en vej og over en bro i territorium, der på kortet anes som den tynde brune linie der løber fra Aleppo over Manbij til kurdiske Hassakah-enklave mod øst. Problem: området lige øst for broen, og en overgang endda også selve broen, var kontrolleret af YPG. Broens placering er lidt tydelige på et andet kort forneden:

Kobani-enklaven er midtfor, op mod grænsen til Tyrkiet mod nord. IS var interesseret i landevejen mellem Manbij og Ayn Issa, der går over Qarah Qawzaq-broen, som jeg har slået en rød ring om. Kortet er en modificeret udgave af et brugt af Institute for the Study of War i en fremragende artikel om baggrunden for kampene i Kobani her.
 
IS´ problem var, at YPGs tilstedeværelse lige op ad forsyningslinien truede IS´ troppers frihed til at rykke rundt. Ideologisk/religiøst ville IS under alle omstændigheder skulle knuse kurderne (og resten af verden) før eller senere, men i første omgang ville IS helst bare have haft broen og vejen i fred, og så ellers ignoreret kurderne. Istedet valgte YPG at slå sig sammen med flere arabiske oprørsgrupper i marts 2014 og starte en offensiv mod netop denne vigtige forsyningslinie. IS slog YPG-offensiven ned, men uden at fjerne YPG som trussel. Siden prøvede IS ved en begrænset offensiv fra slutningen af juni og ind i juli måned at fjerne YPG-truslen, men uden held.

Den seneste IS-offensiv ser ud til at være blevet udløst af en yderligere koordinering af YPG med arabiske oprørsgrupper, og deres erklærede mål om at koordineringen skulle føre til erobringen af stort set hele IS´ kerneland i Syrien. Det har ført til den seneste IS-offensiv der, set fra et IS-perspektiv, har været spektakulært succesrig. Modsat tidligere kampe, hvor en enkelt eller to landsbyer måske skiftede hænder om dagen førte IS´ september-offensiv til en total kurdisk kollaps. I løbet af den første dag havde IS-styrker erobret de første 21 landsbyer, dagen efter  yderligere 39, og mens jeg skriver er ialt omkring 300 kurdiske landsbyer faldet i IS´ hænder. Selv vestlige bombeangreb har ikke stoppet IS-styrkerne.

Af Kobani-enklaven er kun selve byen Kobani/Ayn al-Arab tilbage, og IS har allerede lagt planer om at omdøbe den til Ayn al-Islam ("Islams kilde") når de har erobret den fuldstændig. I forgårs lykkedes IS-styrker at trænge ind i industrikvarteret i Kobanis østlige udkant, og i går trængte de yderligere ind i byens centrum og erobrede "Sikkerheds-kvarteret" med diverse administrative bygninger og det paramilitære politi Asayish´ hovedkvarter. Kurderne holder stadig stand i de sydlige og vestlige dele af Kobani, men problemet er, at hvis IS rykker bare lidt mere frem i centrum, så afskærer de kurderne flugtvejen til grænseovergangen mod Tyrkiet. Den tyrkiske grænse på begge sider af grænseovergangen er ifølge TV2 spækket med miner, så en tilbagetrækning skal ske via denne. Det lader altså til at IS satser på, at truslen vil få kurderne i vest- og syd-Kobani til at gå i panik og trække sig tilbage uden kamp (se kort forneden).

Kobani, og resultatet af kampene indtil i går aftes. Det sorte firkantede U er frontlinien med kurderne fra YPG i midten. De sorte pile er IS´ styrkers fremrykning (lange pile) og hvor kurderne har stoppet dem (korte pile med bom for). Den uregelmæssige rønne ramme er "Sikkerheds-kvarteret", mens de røde felter ved grænsen er de tyrkiske minefelter. Kortet er lavet på baggrund af satellitfoto fra Google Earth i Paint med info fra Syrian Observatory for Human Rights og TV2. Kvaliteten er hvad den er.
Siden i går har frontlinien stort set ikke flyttet sig. IS har blandt andet forsøgt (med hjælp af en selvmords-bilbombe) at erobre den store moské vest for Sikkerds-kvarteret. Derfra ville minareten give IS-styrker frit udsyn over hele byen, og IS-snigskytter lejlighed til at ramme alle YPG-militsfolk der kom ud i det fri.

Indtil videre er ifølge Syrian Observatory for Human Rights mindst 550 blevet dræbt under IS-offensiven mod Kobane - 20 civile, 226 kurdiske krigere fra YPG, 9 andre oprørere, og 295 IS-krigere. De reelle tal er formentlig dobbelt så høje.

En lille video af gadekampene i Kobani, fra Den Islamiske Stats perspektiv:


Læs mere:

onsdag den 21. maj 2014

Irak: endnu en selvmordsbomber fra Danmark

I den senere tid ser den muslimske befolkning i Danmark ud til at være blevet storleverandører af selvmordsbombere til den muslimske terrorgruppe ISIS (ad-Dawla al-Islāmiyya fi al-'Irāq wa-sh-Shām, "Den Islamiske Stat i Irak og Syrien").

I starten af marts kunne dansk presse fortælle om blonde Fatih al-Danmarki, dæknavn for konvertitten Victor Christensen, der skulle have sprængt sig selv i luften i Irak. Det vakte almen bestyrtelse i Danmark, men kun fordi man kunne skrive om hvordan stakkels Victor var blevet lokket i uføre. Hvad det der "selvmordsbombe" reelt gik ud på var der ingen der havde lyst til at spørge om. Jeg kunne fortælle, at hans selvmordsangreb blev gennemført 26. november 2013 lidt syd for Tarmiyya i central-Irak - reelt et konventionelt angreb med skydevåben, men hvor angriberne også have selvmordsbombe-bælter på, og ordre på ikke at overleve angrebet. Victor Christensen myrdede syv uskyldige.


Fatih al-Danmarki, konvertitten Victor Christensen (yderst t.h.).
Myrdede 7 uskyldige d. 26. november 2013
For en lille måned siden pralede ISIS af yderligere end selvmordsbomber fra det muslimske samfund i Danmark. Abu Khattab al-Danimarki slog sig selv ihjel 6. november 2013 ved provinsbyen Khalis nord for Iraks hovedstad Baghdad, godt 20 kilometer fra hvor Victor Christensen begik sine mord. Abu Khattab pløjede en tankbil lastet med sprængstof ind i en politistation, og myrdede som Victor Christensen syv uskyldige. Hans nøjere identitet er stadig ukendt, men flere detaljer peger på, det er en højtstående islamist, der tidligere var bosat i Danmark, og har været involveret i flere terrorsager. Det var dog ikke noget, dansk presse syntes var interessant, så indtil videre var historien om ham kun kendt i muslimske kredse i Danmark.

Abu Khattab al-Danmarki. Myrdede 7 uskyldige
d. 6. november 2013. Den strakte pegefinger betyder,
han tror at kun den muslimske gud Allah er en rigtig gud
Det var først godt en måned senere, at Abu Khattab al-Danmarki blev kendt i videre kredse. Det skete, da ISIS´ afdeling i Ninive-provinsen i Irak kunne prale af endnu en selvmordsbomber fra Danmark, Abu Saad al-Danmarki. Ifølge ISIS havde han pløjet en bil fuld af sprængstoffer ind i en konvoy af biler fra den irakiske hær og myrdede et indtil videre ukendt antal uskyldige syd for Mosul i det nordlige Irak. Der angives ingen dato for, hvornår hans angreb skal have fundet sted. Historien om ham endte i dansk presse (Jyllandsposten og Ekstra Bladet), sammen med en forbigående beskrivelse af Abu Khattab.

Dansk presse ser ikke ud til selv at gøre det store for at holde øje med problemet, men læser i stedet den forøvrigt glimrende Long War Journal, en blog der holder øje med muslimsk terrorisme primært i Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan. Long War Journal bringer ikke det billede af Abu Saad, som ISIS har offentliggjort, så det gør den danske presse heller ikke. Her er han:

Abu Saad al-Danmarki, seneste muslimske
selvmordsbomber fra Danmark
Genkender nogen ham er man velkommen til at skrive lidt om ham i kommentarerne.